Nanna Meyer Winther tandlæge hos Tandteamet Teaterstien i Haderslev:

“Det er fedt at mærke, at folk kender hinanden på kryds og tværs af klinikkerne.”

”På sigt vil jeg gerne specialisere mig, og det er der flere muligheder for her”

Som nyuddannet tandlæge er Nanna Meyer Winther fortsat der, hvor hun er ved at finde rytmen. Hun har arbejdet hos Tandteamet Teaterstien i Haderslev i fire måneder og har masser af blod på tanden til at lære endnu mere.

”Det har været lidt grænseoverskridende at skulle starte. På skolen var der altid en lærer, som kiggede én over skulderen, og nu sidder jeg selv. Men jeg kan mærke, at jeg hurtigt får bygget erfaring op, fordi jeg har så mange flere behandlinger. Det er fedt!” siger Nanna Meyer Winther.

 

Hvordan har det været at komme fra skolen ud i dit første arbejde som tandlæge?

”Mine kolleger har været søde til at tage imod mig. De første dage kiggede jeg en kollega over skulderen for at lære arbejdsgangene at kende, og da jeg selv fik mine første patienter, læste mine kolleger mine journalnotater igennem, så jeg lærte det rigtigt fra start. Det har givet en stor tryghed. Alle har været forstående, og der har været tid til at lære. Ved mere komplekse behandlinger har jeg haft en kollega med i starten. Jeg skal også vænne mig til alt det, der er nyt. Vi har mange andre systemer og instrumenter, end jeg har været vant til på skolen, som er smartere og gør tingene nemmere.”

 

Hvad har været det bedste ved dit arbejde indtil nu?

”Det er en rigtig god arbejdsplads, og de andre viser meget interesse for det, jeg laver. Jeg får lov til at lave mange forskellige behandlinger, og der er altid nogen, jeg kan spørge til råds. Det er et arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden, og vi har et godt kollegaskab.”

 

Hvad ser du som nyuddannet tandlæge af fordele ved, at din arbejdsplads er medlem af dinTANDLÆGE?

”Selvom jeg ikke har arbejdet her så længe, har jeg allerede været med på et kursus hos dinTANDLÆGE sammen med klinikken. Her var jeg på et kursus om rodbehandling, et om forandringer i mundhulen og et om miljø og bæredygtighed. Det var virkelig givende at lære om forskellige situationer, jeg kan møde på klinikken fra specialister på området. Det er fedt at mærke, at folk kender hinanden på kryds og tværs af klinikkerne, samtidig med at man får et indblik i, hvordan de arbejder, og hvilke materialer og teknikker, de bruger. Det er rart, at der er mulighed for at få et netværk uden for arbejdspladsen også. Vi er ikke mange nyuddannede tandlæger i Haderslev, så det er en god måde at møde andre, som står samme sted som en selv. Det ville jeg ikke have haft mulighed for på samme måde ellers. Så jeg ser det kun som en fordel, at vi er medlem af dinTANDLÆGE”

 

Hvad synes du om, at dinTANDLÆGE tilbyder muligheder for efteruddannelse til tandlæger?

”Det er rart at vide, at jeg kan blive ved at udvikle mig og blive opdateret på ny viden inden for tandlægefaget. Det er på den måde, man bliver dygtigere. Lige nu sidder jeg mest med basale behandlinger, men på sigt vil jeg gerne specialisere mig, og det er der flere muligheder for her.”

Ledige stillinger

Vi har altid brug for kvalificerede medarbejdere. Drømmer du om faglig sparring og personlig udvikling har vi også plads til dig.

Ledige stillinger

dinTANDLÆGE Academy

dinTANDLÆGE Academy er et velstruktureret udviklingsforløb til nyuddannede ansatte tandlæge.

Læs mere